Forums
Fibronet.dk :: Forums :: Generel debat - ÅBEN sektion :: At leve med fibromyalgi - hvordan
 
<< Forrige indlæg | Næste indlæg >>
Vi er ikke kriminelle - Vi er syge.............
Bestyrer: Bette Pjok, Engel
Ophavsmand Indlæg
Bodil
04 apr 2013, 19:35:41
Gæst

Håber Bette Pjok kan forstørre teksten, jeg kan nemlig ikke... Dette er en af mine veninder der skriver og oplever dette skrækkelige, som mange andre også oplever. Vi er ikke kriminelle - Vi er syge af Ann Clausen Hvor langt må kommunerne gå i forsøget på at ødelægge i forvejen syge mennesker? Hvor var opbakningen, da reformerne om fleksjob, førtidspension, kontanthjælp og SU. trådte i kraft? Hvor er støtten til de svage, der ikke har kræfterne til at kæmpe? Svaret må være at vi er usynlige fordi vi netop ikke har de kræfter der skal til. Hele landet over tvinges sygemeldte borgere til den ene aktivering efter den anden. Deres sager trækkes bevidst i langdrag. Kommunernes sagsbehandlere retter og sletter i ressouceprofilerne efter for godt befindende og bortforklarer det med at, seneste vurderinger altid hos dem står som en kladde de kan rette i indtil borgeren får denne ressourceprofil at se. Hvis der endeligt står noget til den syge borgers fordel, kan vedkommende kun komme til at se det ved at søge aktindsigt. Lægers udtalelser bliver omformuleret og vigtige detaljer ”glemt”. Den syge borger har ret til at blive hørt og tvinges til hele vejen igennem sin afklaring at skynde sig at komme med indsigelser. Der gives svarfrist på få dage, hvor syge og afkræftede borgere må kæmpe sig igennem bunkerne af papir imens sagsbehandlerne kan bruge uger og måneder på at ødelægge al materiale og finde nye måder på at trække sagerne ud. Hvor længe skal vi finde os i det? Jeg selv er 35 år og er gift. Jeg har sammen med min mand 3 børn og bor i Middelfart kommune. Vi har altid klaret os selv i både gode og dårlige tider. Vi har passet vores jobs og været stolte af at kunne gøre en forskel. Min mand i sit firma med arbejde 360 dage om året og jeg i mit job i ældreplejen. Jeg har altid været med til at kæmpe for forskellige tiltag i Middelfart kommune. Blandt andet mht. ”projekt speedbusters”, der skulle få de unge til at sætte farten ned, da netop den høje bilfart i kommunen, havde kostet flere unge menneskers liv på ganske kort tid og senest da jeg allerede var blevet syg, men endnu ikke anede hvor slemt det skulle blive, var jeg med i kampen for at bevare vores små landsbyskoler. Jeg måtte dog nøjes med at heppe hjemmefra, da jeg var for syg til at deltage i alt det sjove. Også i forhold til mit job med demente ældre, hvor jeg brændte for at åbne borgernes sind, for de kunne opleve ægte livskvalitet. Jeg brugte både mig selv, men også min mand og børn samt medbragte kæledyr. Mit job i Middelfart kommune var mit andet hjem og min anden familie. Der ud over var jeg med i bruger pårørende råd, hvor jeg oplevede borgernes ønsker og deres verden fra en helt anden vinkel end til daglig i mine plejeopgaver, hvilket altid er sundt at prøve. Jeg blev sygemeldt marts 2010 efter at have været syg i lang tid, hvor jeg havde byttet vagter og brugt ferie og afspadsering i håb om at få det bedre, men nu gik den ikke længere. Jeg blev få dage efter min sygemelding koblet på projekt ”Forsøg på fastholdelse på arbejdspladsen”, men meget hurtigt begyndte jeg at få det værre og værre. Min læge tog div. prøver og sendte mig til forskellige undersøgelser. Loven krævede, at jeg som sygemeldt, var på mit job 15 timer om ugen med skånehensyn, for jeg kunne beholde mine sygedagpenge og min arbejdsplads samtidig kunne få refussion. Jeg kunne lide denne ordning, hvis jeg nu bare havde kunne holde til det. Jeg kæmpede som en gal på denne måde i 5 mdr, for jeg elskede mit job og ville så gerne have beholdt det. Jeg klamrede mig fast i håbet om at blive rask, men måtte til sidst give op, da jeg næsten ikke kunne slæbe mig rundt, så det endte med jeg blev fyret. Det gjorde frygtelig ondt at miste mit elskede job gennem 10 år. Jeg fik nu lov at få et par mdr. fred og ro, men fik så at vide jeg nu skulle deltage i aktivering 10 timer om ugen og igen en trussel om at hvis jeg ikke gjorde det, smækkede pengekassen i. Jeg kæmpede mig afsted, græd ofte af smerte og udmattelse. Jeg kunne næsten ikke holde mig oprejst og stod samtidig uforstående overfor jeg skulle tvinges til det her, da jeg nu var så syg at der slet ingen gode dage var mere, men der var ingen nåde. Mit timeantal kunne ikke sættes ned før jeg havde en diagnose og det skulle vise sig at tage lang tid at finde ud af hvad der var galt. Den savnede diagnose og dermed en forklaring på mit dårlige helbred og nedsatte funktionsevne fik jeg først et helt år efter jeg blev sygemeldt i marts 2011, hvor jeg nu havde været i aktivering i 4 mdr. og nej hvor var jeg lettet Diagnosen er ME = Myalgic Encephalomyelitis, som er en energi, hjerne, smerte sygdom. Den er siden blevet bekræftet hos tre andre specialister. Men så snart kommunen hørte jeg nu havde en diagnose, ville de stoppe mine sygedagpenge med det samme, da jeg selv havde betalt konsultationen hos speciallægen. Det forstod jeg ikke spor af, for jeg havde jo ikke betalt for at få diagnosen. Enten opfylder man kriterierne for denne sygdom eller også gør man ikke. Jeg vandt dog denne første partshøring, så jeg fik et par mdr. mere inden kassen smækkede i 31/5-2011. Jeg kunne ikke få spor udbetalt, da jeg var gift og dermed gik ind under ægtefælleforsørgelse og jeg har ikke fået en krone siden. Nu skulle jeg pludselig fra den ene til den anden dag slet ikke komme i aktivering mere . September 2011 startede jeg op i arbejdsprøvning og her slæbte jeg mig også igennem. Jeg snak allerede en klump, da jeg så hvor langt jeg skulle gå for at komme over til personaleindgangen. Mine kræfter var allerede brugt på om morgenen at gøre mig klar, køreturen derover og så gåturen om til indgangen. Jeg holdt kun en måned og hver eneste dag var frygtelig pinefuld selvom der ikke kunne findes et mere skånsomt arbejde. November 2011 speciallægeerklæring og diagnosen bekræftet for 4. gang på en varig og invaliderende sygdom. Lægerne advarer mod al form for krav, pres, aktivering, kurser, revalidering og arbejde, da det vil kunne forværre min sygdom permanent. Det har det allerede gjort efter først fastholdelse på job, aktivering og arbejdsprøvning, så jeg i dag bruger både rollator og kørestol samt flere andre hjælpemidler og ikke har spor socialt liv tilbage. Helbredende behandling findes ikke og den behandling der findes, har jeg allerede været igennem. Det eneste der er tilbage er livskvalitets-forbedrende behandling, der kun i bedste fald vil gøre jeg kan fungere bedre herhjemme. Det vil ikke bringe mig tættere på arbejdsmarkedet, da jeg er meget langt fra at have en erhvervsevne. Samme behandling findes der mange videnskabelige undersøgelser til, som vidner om behandlingen ikke virker eller direkte forværrer sygdommen ME. Sagsbehandleren jeg havde stor tillid til, da hun var et meget empatisk gemyt, har flere gange siden December 2011 ville indstille mig til en §18 førtidspension, og jeg har vidner på hun udtalte hun ikke selv kunne se anden udvej for mig. Men min sag nåede aldrig frem til pensionstilkendelsesudvalget. Jeg søgte aktindsigt i min sag 7 december 2012 og fik den først 20 februar 2013 efter at have mindet sagsbehandler om jeg ikke har modtaget den. Jeg var lettet da jeg sad med aktindsigten og så min sag, for det hele passede på jeg tydeligt kunne genkende min situation. Min tilstand var også beskrevet som stationær. Nu hvor jeg havde set papirerne, håbede jeg på det kun var et spørgsmål om tid før denne kamp og tortur med kun en indkomst var ovre og jeg var nu også helt sikker på det vitterligt ikke var min sagsbehandlers skyld min sag blev ved at trække ud. Da jeg 4 gange af min sagsbehandler var blevet indstillet til førtidspension og min sag som sagt aldrig nåede til nævnet, besluttede jeg mig for selv at søge en §17 førtidspension på det foreliggende grundlag december 2012, men da jeg modtog min opdaterede ressourceprofil, så jeg nu til min gru at den var blevet både rettet omformuleret og slettet igennem alle seneste kommentarer og vurderinger til kommunens fordel og i føgebrevet indstillede selvsamme sagsbehandler nu til afslag. Hvordan pokker kunne hun det, når hun flere gange tidligere selv havde indstillet mig? Jeg er både gal og skuffet over den måde at behandle folk på – syge folk, men jeg opgiver ikke uden kamp. Jeg har stadig meget at miste og den rest der er tilbage af mig tilhører min familie, som har brug for mig. Jeg ved jeg risikerer at ende som en grøntsag hvis jeg presses mere. Næste trin hedder – Totalt bundet til sengen i et mørkt rum uden lyde og lys, hvor man ikke selv kan bevæge arme og ben, ikke kan holde ud familien er i nærheden og hvor kræfterne kan blive så små der skal indlægges sonde fordi man ikke kan spise selv. Dette kan ske hvis jeg overskrider min krops grænser og der vil jeg ikke hen Jeg vil ikke være med til ikke at kunne være noget for hverken min mand eller børn. Jeg vil leve så godt som muligt. Det bliver aldrig til et liv med vilde fester. Det bliver aldrig til et liv som før jeg blev syg og nok skal jeg ligge ned mange gange i løbet af en dag, men jeg vil ikke ende som totalt sengebundet, der end ikke kan komme en tur ud i haven. Min lille familie bliver i forvejen hver eneste dag, nødt til at rette sig ind efter hvad jeg kan på det givne tidspunkt. Det er i forvejen hårdt for alle mand, men hvor længe skal vi kæmpe med kommunens lovbrud? Den kommune vi var stolte af, har stået sammen med og støttet gennem alle årene. Middelfart kommune er ikke alene. Det foregår over hele landet og vi syge ved godt der skal spares penge, men hvem gav lov til kommunerne måtte jokke så godt og grundigt på folk, de aldrig nogensinde vil komme i nærheden af at blive sig selv inderst inde selv hvis deres kamp en dag ender? Der er tusindvis af mennesker i vores situation i Danmark, der oplever den her kriminelle adfærd hos kommunerne. Jeg har altid gladelig har betalt min skat i tro på at vi havde et godt sundhedsvæsen og netværk til at passe på os hvis vi endeligt skulle blive syge og ude af stand til at arbejde, hvilket jeg i øvrigt i min vildeste fantasi aldrig nogen sinde havde forestillet mig skulle ske. Men hvor er hjælpen til de svage i samfundet og hvor længe skal vi finde os i det her? Jeg søger ikke medlidenhed, men retfærdighed Vi er ikke kriminelle. Vi er syge!


[ Redigeret 04 apr 2013, 20:10:44 ]
Tilbage til toppen
Spurven
04 apr 2013, 22:45:10
Registeret medlem #372
Oprettet: 11 mar 2010, 09:01:54

Postnr. og By: Midtsjælland
Indlæg: 2995


Hvor er det desværre genkendeligt. Uhyggeligt og forfærdende, at det skal være sådan. Og ja, jeg kan helt sikkert også skrive under på, at kommunen har forværret min tilstand på trods af, at jeg forlod det kommunale cirkus, inden det for mig for alvor tog sin begyndelse. Jeg troede netop, at tortur var forbudt i Danmark, men jeg ved nu, at det er tilladt i det kommunale system.

Bodil, vil du være sød at sende mange hilsener til din veninde og sige, at det er imponerende flot skrevet. Det må have kostet hende mange kræfter at skrive, jeg håber, det kan sætte gang i debatten om, hvordan syge mennesker behandles (læs: mishandles) i systemet, så vi forhåbentlig en gang kan opleve ændringer til det bedre og blive behandlet som de ærlige, arbejdsglade, flittige, engagerede men sygdomsramte mennesker, som vi er.

Knus fra
 


[ Redigeret 04 apr 2013, 22:47:55 ]
Tilbage til toppen
Lenam
05 apr 2013, 11:42:53
Registeret medlem #207
Oprettet: 11 sep 2008, 15:23:39

Postnr. og By: Esbjerg N.
Indlæg: 2765

Sikke da en redelighed!

Ja, jeg må erkende, at det for en stor dels vedkommende ligner de processer, jeg selv var igennem. Og netop ikke forbedrende for ens helbred. Desværre, men sandt.

A.C. skriver hun var stolt af sin kommunne, glad for hendes arbejde, men hvor var det henne, da der skulle "betales tilbage"? Det er simpelthen uhørt.

Sympatien med hendes socialrådgiver? 
Den havde jeg også med min, indtil jeg synes, hun gjorde modsat af det, hun egentlig havde sagt! Jeg konfronterede hende faktisk med; "hvordan hun kunne sidde og sige så og så og så i praksis gøre noget andet?" 
Hun svarede; "at hun jo måtte tænke, føle og gøre, hvad hun ville, men der var offentlige regler, der skulle overholdes". 
Men hun måtte da indrømme, at jeg var en af dem, hun havde med i seng om natten! 

Igen vil jeg slå et slag for min bog, "Min vej gennem det danske sundhedssystem - vorherre bevares". http://www.minegenbog.dk/books/min_vej.php
Den er med kopier af dokumenter , hvor omformuleringer kan ses. Også skriftlige udtalelser, som aldrig kom med, hvor jeg vil vove at påstå, at det skyldes; at det netop ikke var til fordel for kommunen. Her er det så Esbjerg Kommune, det drejede sig om.

Men flot fortalt af A.C. Jeg føler dybt i mit inderste med hende. jeg håber hun snart får fred for systemets hærgen.

De kærligste tanker herfra. Lenam 

Tilbage til toppen
 

Gå til:     Tilbage til toppen

Syndiker denne tråd: rss 0.92 Syndiker this tråd: rss 2.0 Syndiker this tråd: RDF
Powered by e107 Forum System